Børneundersøgelser.
Sundhedsstyrelsen står bag et standardiseret undersøgelsesprogram for børn. Familielægen foretager de fleste af undersøgelserne, men også sundhedsplejersker og de kommunale Børn- og Unge-læger har plads i standardprogrammet. Det er ment som et tilbud, som har til formål så tidligt som muligt at opdage sygdomstilstande eller udviklings- eller trivselsproblemer, så den rigtige behandling eller den optimale hjælp og støtte kan ydes barnet og familien tidligst muligt. Ud over standardprogrammet tilbydes naturligvis undersøgelser og vurderinger efter behov, såvel hos familielægen som hos de øvrige sundhedspersoner.
I forbindelse med en del af børneundersøgelserne vil der også være vaccinationer.
Svangreundersøgelser.
Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for de generelle råd og vejledninger til gravide og det forebyggende undersøgelsesprogram som i fællesskab varetages af familielægen, jordemoderen og den ønskede fødeafdeling.
Hos praktiserende læge er der rutinemæssigt tilbud om 3 undersøgelser. Alle omfatter måling af blodtryk og vægt, urinundersøgelse samt vurdering af fosterets/barnets vækst. Derudover specielt:
1. undersøgelse:
Foretages i graviditetsuge 6-10, regnet fra sidste menstruations første dag. Dér bekræftes graviditeten, termin for fødslen anslåes og der foretages første risikovurdering. Svangrejournal, som primært sendes til ønsket fødested, udfyldes, og der startes vandrejournal, som er et journalark den gravide opbevarer, og hvorigennem alle involverede sundhedspersoner kommunikerer.
Der tages blodprøver. Sædvanligvis foretages der ikke gynækologisk undersøgelse.
2. undersøgelse:
Foretages i graviditetsuge 25
Sædvanligvis er der hverken blodprøve eller gynækologisk undersøgelse.
3. undersøgelse:
Foretages i graviditetsuge 32
Sædvanligvis er der hverken blodprøve eller gynækologisk undersøgelse.
Screening for sygdomme.
Hjerte/kar-sygdomme. Der findes ikke nogen gældende standard for screening for disse sygdomme. Efter lægevurdering, og i nogen udstrækning efter ønske, tilbydes en række undersøgelser (f.eks. måling af blodtryk, blodsukker, cholesteroltal, BMI og organfunktioner) samt gennemgang af relevante arveforhold og livsstilsfaktorer. Resultaterne kan bruges til at vurdere risikoen for at få hjerte/kar-sygdom og til derefter at rådgive om mulighederne for eventuelt at reducere de fundne risici.
Diabetes. Der findes intet screeningsprogram. Der undersøges for diabetes ved mistanke om, eller frygt for sygdommen.
Brystkræft. Der er et fungerende screeningsprogram i Region Midt. Alle kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes regelmæssige undersøgelser.
De regionale sygesikringer forestår registreringer og indkaldelser/invitationer til undersøgelse, men ved flytninger mellem regioner, eller af andre grunde, kan enkelte “falde ud” af systemet og er så velkomne til selv at henvende sig hos lægen. Undersøgelsen foregår hos egen læge og gennemføres iøvrigt, ud over screeningsprogrammet, også efter lægelig vurdering.
Livmoderhalskræft. Der er landsdækkende implementeret et screeningsprogram. Alle kvinder mellem 23 og 60 år tilbydes undersøgelse for livmoderhalskræft hvert 3. år. De regionale sygesikringer forestår registreringer og indkaldelser/invitationer til undersøgelse, men ved flytninger mellem regioner, eller af andre grunde, kan enkelte “falde ud” af systemet og er så velkomne til selv at henvende sig hos lægen. Undersøgelsen foregår hos egen læge og gennemføres iøvrigt, ud over screeningsprogrammet, også efter lægelig vurdering.
Tarmkræft. Fra 2014 er der i Danmark indført et screeningsprogram for Tarmkræft, der som udgangspunkt indebærer en undersøgelse af afføringen for indhold af blod hos tilsyneladende raske personer. Påvises der blod i afføringen skal man have lavet en kikkertundersøgelse af tarmen. Tryk her for mere information
Livsstilsomlægning.
En række sygdomme er fremkaldt af, eller forværres af, vores livsstil. Alligevel kan det være svært at ændre livsstilen og det kan være nødvendigt med hjælp til
Rygestop. I lægehuset tilbydes råd og vejledning samt motiverende og støttende samtaler til alle som ønsker at kvitte tobakken. Gravide tilbydes henvisning til rygestopkursus via Svangreambulatorierne.
Motionsprogram. Almene råd og vejledninger omkring motion og fysisk aktivitet tilbydes i lægehuset.
Ved behov for specifikke øvelsesprogrammer på grund af forskellige sygdomme i bevægeapparatet kan eventuelt henvises til instruktion hos fysioterapeut.
Kostvejledning og vægttab. Råd og vejledning, motiverende og støttende samtaler samt vægtkontroller tilbydes i lægehuset.